Banner

 
 

Xenophons: om ridekunsten

Xenophon (ca. 425 – 355 f.v.t.) forfattede på et formentligt sent tidspunkt i sit liv en lille monografi med titlen Om Ridekunsten. Heri forklarer han, hvordan man erhverver sig en god og sund hest, og hvordan man træner sig selv og hesten til den krigstjeneste i rytteriet, som det athenske aristokrati var forpligtet til at varetage. Værket er en omhyggelig og veldisponeret vejledning i omgangen med heste og ridningens grundlæggende principper og afspejler tydeligt Xenophons store erfaring med og interesse for emnet. Hvad der mange steder i hans øvrige forfatterskab blot er blevet bemærket eller flygtigt nævnt er her blevet genstand for et selvstændigt værk. Efter al sandsynlighed skal O m Ridekunsten betragtes som en efterfølger til hans tidligere værk Hipparken, som beskriver de pligter, der var forbundet med den ansvarsfulde post som leder af det athenske kavaleri. Men medens Hipparken henvender sig til den professionelle rytteranfører, er Om Ridekunsten henvendt til den menige rytter i kavaleriet. De to skrifter udgør sammen med værket Om hundejagt Xenophons såkaldt tekniske skrifter. Hensigten med Om Ridekunsten forklarer Xenophon tydeligt i indledningen til værket. Som erfaren rytter vil han gerne forklare sine yngre venner, hvordan de helt korrekt (ÙryÒtata) omgås heste. Disse yngre venner skal efter alt at dømme forstås som yngre mænd fra det athenske aristokrati, som Xenophon selv tilhørte. Det var fra aristokratiet, man traditionelt rekrutterede ryttere til kavaleriet, da det kun var velbemidlede borgere fra de øverste samfundsklasser, der kunne overkomme den enorme udgift at købe en hest og efterfølgende sørge for dens pasning og træning, hvilket både krævede en ordentlig stald med de rette omgivelser samt adskillige ansatte. Dette var naturligvis en bekostelig affære, som heller ikke alle aristokrater kunne klare. Da det athenske rytteri formentligt under Perikles blev omstruktureret og forøget til at omfatte 1000 ryttere, blev alle derfor ved indrulleringen tilbudt et større lån eller katastasis hovedsageligt til erhvervelse af en hest. Derudover blev hver rytter i løbet af tjenesten tildelt en dagsløn eller sitos til erhvervelse af hestefoder.1 Men resten var stort set rytterens eget ansvar. Om Ridekunsten er ment som en hjælp og vejledning til yngre ryttere i denne ikke helt ukomplicerede situation og gennemgår derfor omhyggeligt grundprincipperne i 1 Spence p. 16 AIGIS 4,2 6 omgangen med og træningen af en hest til krigsbrug – lige fra hestens udseende til dens udrustning.

Læs hele værket her -> Xenophons_om_ridekunsten.pdf

tilbage forside